Min rejse inden for pædagogikkens verden, startede lidt atypisk,
og måske også lidt anderledes end man forestiller sig;
Grundlæggende er jeg uddannet inden for den tekniske verden, med en uddannelse som maskinmester. Det var før jeg vidste at pædagogik lå dybt i mit hjerte. Under min uddannelse tog jeg et studiejob som dørmand (jeg er en stor dreng fra landet, og det var godt betalt). På denne måde kunne jeg hurtigt tjene penge til huslejen – samtidig med at det gav mig god tid til, at fordybe mig i mine studier.
Dette var nok et af mine første møder med udadreagerende adfærd.
Det var en stejl læringskurve på alle planer.
Da jeg var færdig som maskinmester – og fik fast job i vindmøllebranchen – valgte jeg at fortsætte som dørmand. Følelsen af at være med til at skabe trygge rammer for andre mennesker, gjorde et eller andet godt for mig, på et personligt plan – som jeg på daværende tidspunkt ikke helt kunne sætte ord på.
Den livsomvæltende oplevelse
Efter en lang periode som dørmand, blev jeg kontaktet, og spurgt om jeg havde lyst til at hjælpe til på et privat opholdssted. Det drejede sig om en ung borger, der var blevet placeret i et sommerhus. Han gjorde de øvrige borgere på opholdsstedet utrygge.
Jeg var nysgerrig og mødte for første gang en omsorgssvigtet dreng, som var meget udadreagerende.
Jeg var meget nervøs, for der ville blot være et lille overlap, hvorefter jeg skulle være alene med drengen. Jeg var lige omkring 30 år, havde ingen børn selv, og anede intet om pædagogik –eller det troede jeg.
Lige der, gik det op for mig, at i alle de hundredvis af timer som dørmand, havde jeg mødt en masse mennesker med psykiske udfordringer. Ofte havde de været påvirket af alkohol eller stoffer. På trods af det havde jeg næsten altid kunne tale dem ned og få normale samtaler op at køre.
“Nu arbejder jeg hver dag for at hjælpe personalet med at kunne arbejde støttende og udviklende, i tryghed, på trods af udadrettet adfærd. Hovedfokus er at give personalet kompetencer, og undervisning, til at kunne hjælpe borgere som har en udadrettet adfærd, og samtidig være trygge hele tiden!”
Døgnet sammen med den dreng, blev livsomvæltende for mig. Jeg oplevede hvordan jeg lå inde med stor erfaring, der kunne bringes i spil, hvor jeg straks kunne se effekten.
Det mest normale jeg kunne sammenligne med, var min egen barndom på landet. Derfor forsøgte jeg at give drengen et døgn med de værdier. Jeg nød at være sammen med drengen efterfølgende. Jeg fik dog mere og mere at vide om hans barndom, og det gjorde noget ved mig. Det der var sket – var forkert. Jeg måtte gøre mit ypperste for at give drengen nogle gode stunder og bare hjælpe ham så godt jeg kunne.
Vejen til det selvstændige liv
Senere stiftede jeg flere virksomheder, nogle som beskæftigede sig med personsikkerhed og andre med et teknisk formål. Jeg fortsatte dog i sporet som pædagogmedhjælper, med fastansættelse. På denne måde kunne jeg, lidt risikofrit, arbejde med at opbygge virksomheder ved siden af, nu da indtjeningen var sikret.
Her var der igen en stejl læringskurve, med en masse mislykkedes forsøg på at bygge en solid virksomhed.
I den ene virksomhed, som beskæftigede sig med sikkerhed, blev jeg købt ind til at stå for sikkerheden for udekørende personale. Dette udviklede sig med årene til den virksomhed S.T.O.P. er dag. Dog med en masse bump på vejen.
En dag, hvor jeg havde gang i flere virksomheder, kiggede jeg mig selv i spejlet og tænkte: ”Når jeg er maskinmester og driver de virksomheder, så skal jeg virkelig koncentrere mig og holde stålfast fokus, men når jeg arbejder på Socialområdet, så skal jeg ”bare” møde op og være mig selv, så er alt godt og alle er glade”. Det blev til en beslutning om at ligge maskinmesteren på hylden, og udelukkende fokusere på at arbejde på social- og sundhedsområdet.
Nu fik jeg masser af tid sammen med mange forskellige borgere. Alle nogen som havde svært ved at få hjælp, grundet deres udadrettede adfærd. Her mødte jeg for mange kolleger som blev syg af arbejdet og nogle kom aldrig tilbage til faget. Oftest var det vold og trusler der var årsagen.
Søgen efter fagspecialisterne
De manglende fagspecialister, gjorde at borgeren ikke kunne få den hjælp, borgeren havde brug for. Der var særligt to tilfælde fik mig i tænkeboks; manglende hjælp og støtte til en borger, og en kollega som blev overfaldet og måtte stoppe med at arbejde. Det var tydeligt at her var bare et problem, som skulle fikses. Maskinmesteren måtte på banen igen.
Jeg oplevede at det faglige personale ikke tænkte deres egen sikkerhed ind i deres daglige arbejde. Derved kunne borgeren ofte komme til at udøve vold. Vold som kunne have været undgået, hvis der var tænkt sikkerhed ind i pædagogikken.
Her opstod Pædagogisk Sikkerhed®, som et samarbejde mellem livvagten og socialpædagogen, som med hver deres faglighed, skulle sikre at borgeren fik den støtte vedkommende havde brug for, uden at gå på kompromis med sikkerheden for personalet.
Jeg valgte herefter at uddanne mig inden for Socialpædagogik og tog et livvagtkursus i England. På denne måde sikrede jeg min egen faglighed inden for pædagogik og sikkerhed.
Nu arbejder jeg hver dag for at hjælpe personalet med at kunne arbejde støttende og udviklende, i tryghed. På trods af udadrettet adfærd. Hovedfokus er at give personalet kompetencer, og undervisning, til at kunne hjælpe borgere som har en udadrettet adfærd, og samtidig være trygge hele tiden! Her spiller S.T.O.P. Pædagogisk Sikkerhed® en alt afgørende rolle.